
Faciliteter
I Børnehuset Æblehaven er der rum til både fordybelse og store oplevelser.
I Børnehuset Æblehaven er vores inde- og uderum indrettet, så der både er plads til fordybelse, leg, bevægelse og fællesskab. Vi arbejder løbende med den pædagogiske indretning, så rummene både er inspirerende og rolige for børnene.
Indendørs
På alle stuer har vi små birum, hvor børnene kan fordybe sig og lege i mindre grupper. Vi har også hyggelige børnekroge, hvor der er ro til, at relationen mellem børn og voksne kan få lov at gro.
I huset finder du et stort kreaværksted med tørresnore i loftet til børnenes kunstværker samt et motorikrum, hvor vi laver blandt andet balancebaner, yoga, musik og dans.
Både vuggestuen og børnehaven har fælles alrum. Her bruger vi rummene til små grupper og fælles aktiviteter som morgensang. I vuggestuens alrum har vi desuden et særligt indrettet sproghus.
Æblehavens legeplads
Æblehavens legeplads er fyldt med æbletræer, buske og gemmesteder. Her er blandt andet bålsted, legetårn, hængekøjer og fodboldbane samt fordybelsesstationer til udendørs sysler.
Vi bruger legepladsen til både leg og kreative aktiviteter og tager gerne krea og legetøj med udenfor.
Troldebo – naturen som ramme
Troldebo ligger i Fladbro Skov og har en naturpræget stue med små birum til fordybelse og leg. Her understøtter udstoppede dyr, plakater og bøger vores naturpædagogik.
Udeområdet har tippier, bålsted, hængekøjer, stor sandkasse, bakker og gemmesteder mellem store træer og buske. Her finder man også gevirer, skeletter og fossiler samt en urtehave, som børnene er med til at passe.
Vi bruger naturen omkring os aktivt. Der er skov i baghaven, sportsarealer og baner, og vi er tæt på både Fladbro Skov og Gudenåen. Vi bruger også ladcykler og dobbeltklapvogne, når vi tager på tur.